Forvrængninger er den særlige form for fejlfortolkning, der må foretages for at opretholde dysfunktionel tænkning. Jo mere forudindtaget meningsdannelse, jo større grad af forvrængning. Typiske forvrængninger:

Generalisering: Det at man drager omfattende konklusioner på basis af enkeltstående tilfælde. En enkelt fejl kan således medføre, at: ”Alt, hvad jeg gør, går galt”, ”Intet lykkes for mig”.

Selektiv perception: Kun at lægge mærke til negative sider ved oplevelsen fx: ”Jeg har ikke haft et øjebliks glæde i dag”. Det er ikke fordi der ingen glæde har været, men fordi det simpelthen ikke er trængt ind i bevidstheden.

Dikotom tænkning: Sort-hvid tænkning. At tænke i modsætninger fx god-ond; perfekt-fiasko; elsker-hader. Man kan opleve alle andre som fuldstændig succesrige og sig selv som en fuldstændig fiasko.

Personalisering: At tage ansvar for ting, som ikke har noget eller blot en smule at gøre med én selv. En person, som det ikke lykkes at fange en vens blik, da de mødes på gaden, kan tænke: ”Jeg må have gjort et eller andet, som har fornærmet hende”, ”Hun kan ikke li’ mig længere”. Eller synet at to personer der taler sammen og morer sig, straks afføder tanken om at det er hende, de gør grin med.

Tilfældige slutninger: Det at drage konklusioner på baggrund af utilstrækkelig viden, fx kan en person, der har problemer med det allerførste hjemmearbejde, konkludere: ”Denne terapi vil aldrig kunne fungere for mig”.

Forstørrelse og formindskelse: Hændelser tillægges større eller mindre vægt end situationen tilsiger fx kan små fejl opfattes som store mens succeser tillægges meget lille betydning.